Vin er kendt som gudernes drik, og igennem tiden har især det bedre borgerskab nydt lige præcis saften fra de solmodne druer. I dag er vin heldigvis allemandseje, og langt de fleste serverer vin til middagen i ny og næ. Det er imidlertid ikke helt uvæsentligt, hvordan man behandler sine vine, hvis man gerne vil have dem til at fremstå bedst muligt. Læs mere om dét lige her.
Din vin skal ligge ned
Du har måske undret dig over, hvorfor vinskabe og vinholdere altid er lavet således, at vinen kommer til at ligge ned. Det er der dog en ganske fornuftig forklaring på. Som regel er en flaske vin nemlig lukket med en korkprop, og denne må ikke tørre ud. Gør den dét, kan den trække sig sammen, og det kan have katastrofale konsekvenser for vinen. Den trækker sig ikke så meget sammen, at vinen ligefrem kan løbe ud af flasken, men til gengæld trækker den sig nok sammen til, at der kan komme ilt ind i flasken. Det kan ændre på vinens smag og aroma, og det er der naturligvis ingen, der har interesse i. Derfor skal dine vinflasker ligge ned, så vinen rører korkproppen, hvorved denne ikke kan tørre ud.
Har du fundet vinen frem, fordi den skal serveres om nogle timer eller ligefrem et par dage, sker der ikke noget ved, at den står op, men skal den opbevares i længere tid, bør den ligge ned. Uanset hvor længe den skal opbevares, kan du dog se bort fra denne regel, hvis du har at gøre med vinflasker med skruelåg.
Vinen skal opbevares koldt og mørkt
Når dine vine skal langtidsopbevares, skal de helst ligge et køligt sted. Det er netop derfor, det helt ideelle er at have sin vin i en vinkælder, hvor temperaturen er lav og konstant hele året rundt. Det er dog de færreste af os, der har plads og råd til at have en decideret vinkælder, og så må man altså gå andre veje. Har du en kælder, hvor du kan have et skab til din vin, er dette naturligvis et godt bud. Som vi også kommer ind på senere, skal dine vine dog helst ikke have lys, og derfor går det ikke, hvis de ligger frit fremme i kælderrummet, hvor der bliver tændt lys i tide og utide.
Vil du være fuldkommen sikker på, at dine vine opbevares ved den rette temperatur, skal du selvfølgelig have fat i et vinkøleskab, hvorved du kan være sikker på, at flaskerne ligger ved en konstant og passende temperatur. Se listen med vinkøleskabe i denne artikel, hvis du er interesseret i at opbevare dine vine helt perfekt.
Alternativt kan du for eksempel opbevare dine vine i et skab under trappen eller i bunden af et skab i et køligt rum i huset. Det kan være farligt at vælge garagen eller skuret som opbevaringssted, da du her kan risikere, at temperaturen falder for meget, og det er altså heller ikke godt for dine vine. En temperatur på 12-14 grader er passende, men 15 kan også gå, hvis det til gengæld er stabilt. Temperatursvingninger er nemlig værre for vinen, end en lille smule varme er.
Udover at de skal opbevares koldt, skal der altså også helst være mørkt. Dette kan du nemt sikre dig ved at sørge for at have vinene i et skab og eventuelt dække dem til, hvis ikke der er helt mørkt nok.
Beskyt dine vine imod stærke lugte
Igen er dette en regel, der angår vine med korkprop, og har dine vine skruelåg, kan du altså også se bort fra dette punkt. Vine med korkprop kan dog i høj grad blive påvirket af stærke lugte, og derfor bør du beskytte dem imod disse. Det skyldes, at de skarpe lugte simpelthen kan trænge igennem korkproppen og dermed påvirke vinen. Det er naturligvis en skam, når du har at gøre med en elegant hvidvin eller en rund og blød rødvin.
Derfor er det også fuldstændig uhensigtsmæssigt at opbevare vin i køleskabet ? hvor der desuden også er for koldt. Det samme gør sig gældende med for eksempelvis et haveskur, hvor der også tit er mange stærke lugte. Bruger du din kælder som vaskekælder, kan dette også være problematisk, da vaskepulver ofte har en meget kraftig og gennemtrængende lugt, og selvom nogle vine er frugtige eller har blomsterlignende aromaer, har du altså ikke interesse i, at duften af dit vaskepulver eller skyllemiddel trænger ind i din vin.
Server dine vine ved den rette temperatur
Udover at dine vine skal opbevares ved den rette temperatur, skal de også serveres ved den helt rette temperatur. Har du opbevaret dine vine korrekt, er serveringstemperaturen det mest afgørende for, hvor godt din vin kommer til at tage sig ud.
Grundet udtrykket ?tempereret? er der desværre blevet en tendens til, at rigtig mange mennesker tror, at en rødvin skal serveres ved stuetemperatur. Det skal den ikke. I hvert fald ikke, hvis din stue er opvarmet til mere end 15-16 grader, som den nok som regel vil være. En rødvin skal serveres varmere, end en hvidvin skal, men tricket med at finde den frem og lade den stå på køkkenbordet for at blive ?tempereret? holder ikke i retten. Derimod er det fornuftigt at opbevare den ved de 12-14 grader og så blot finde den frem, når bordet bliver dækket. I løbet af kort tid vil den have den helt perfekte temperatur, og som udgangspunkt må den hellere være for kold end for varm.
Har du at gøre med en hvidvin, skal den gerne være endnu koldere, og her snakker vi derfor som hovedregel om 11-13 grader. Det varierer alt efter den pågældende hvidvins smagsnuancer og aroma ? hvilket i øvrigt også gør sig gældende for rødvine ? men dette er i hvert fald et godt udgangspunkt.
Hvis du vil være sikker på at servere alt lige fra hedvine til fyldige bordeaux-vine helt perfekt, kan du blive klogere på temperaturer i Politikens artikel om netop serveringstemperatur for vine.